|
Byens første rådhus. Den gamle byfogedgård Store Frydenstrand før nedrivning.
Det nye rådhus med banegården (Foto: Hardy Jespersen)
Børnebiblioteket i kælderen, eller underetagen, for ellers måtte der ikke være kontorer her
(Foto: Jacob)
Et af de mest omdiskuterede huse i Frederikshavn er vel nok byens nyeste Rådhus. Det store betonhus har lige fået et facelift. Ikke fordi det har pyntet på det arkitekttegnede hus. De linjer, som huset havde før, og som var rost af mange og foragtet af andre, er nu helt væk. Om det så får en positiv betydning for husets omdømme er nok tvivlsomt.
Men det væsentlige er dog også indholdet og det, der skal produceres bag kundesikrede panserglasruder. Det var netop af hensyn til de ansatte, at huset skulle have en opgradering. Allerede fra Rådhusets indvielse har der været mange klager over indeklimaet, og huset havde efterhånden fået så mange påbud fra arbejdstilsynet, at det var nødvendigt at lukke hele huset ned og tænke i nye baner for en tiltrængt og nødvendig renovering, sådan at huset ikke skulle dømmes til kondemnering.
Det var ellers tiltrængt - dengang i 70’erne - at byen fik samlet sin administration. Det havde den stort set aldrig prøvet før, og det endda selvom byen kort før kommunesammenlægningen i 1970 kunne holde 150 års købstadsjubilæum. Faktisk har byen ikke haft et rådhus, før Rådhus Allé nr. 100 blev bygget.
Ved købstadens fødsel den 25. september 1818 måtte den nøjes med, at byens største ejendom - gården Frydenstrand - blev inddraget til Byfogedgård med fængselsceller, kontorer og bolig for den kongeligt udnævnte By- og Herredsfoged. Demokratiet bestod i, at to eligerede borgere støttede Byfogeden i hans embede. Med kommunalreformen i 1837 udvidedes antallet af magistratsmedlemmer til fem, samtidig kom der flere opgaver til administrationen, og Frydenstrand blev for lille.
I 1845 indviedes så det nye Ting- & Arresthus på Havnevejen (i dag Danmarksgade 6) - tegnet af kgl. bygningsinspektør Frederik Friis. Huset indrettedes med lejligheder, rådstue, kontorer og arrest. Bygningen så noget anderledes ud, idet der i den sydlige ende af det nuværende hus var en port mage til den mod nord, så ejendommen var helt symmetrisk. Bag den sydlige port opførtes en garage til den ene af byens to brandsprøjter. Den anden sprøjte stod i et hus på hjørnet af Lodsgade og Havnepladsen. Ud over Ting- & Arresthuset havde kommunen også købt den gamle Brændevinsgård i Storegade, hvor By – og Herredsfogeden nu fik sit hjem. Brændevinsgården blev omdøbt til Dommergården, idet By- og Herredsfogeden også var Herredstings- og Byretsdommer.
I 1908 vedtog Folketinget en ny og langt mere demokratisk kommunelov. Indtil da havde de højstbeskattede lov til forlods at vælge fire ud af ni byrådsmedlemmer, hvorefter de sammen med de øvrige stemmeberettigede kunne være med at besætte de sidste fem poster. Det - efter vore begreber - udemokratiske valgsystem betød, at de opstillede socialdemokratiske kandidater først opnåede valg efter 1908. Ligesom det også først var det år, byens kvinder fik valgret.
Fra 1870 til 1916 firedobledes byens indbyggertal, og byen udviklede sig til en forholdsvis stor industriby, med en vigtig og stor havn der, ud over rutetrafik til både indenrigs og udenrigs skibstrafik til Norge, Sverige, England og Tyskland, også kom til at rumme landets største og mest moderne fiskeriflåde. Alt dette stillede naturligvis voldsomme krav til administrationen af byen, der fik langt flere beføjelser, også fordi købstaden nu hørte direkte under Indenrigsministeriet - og ikke længere Hjørring Amt.
Hele bybilledet ændredes. Der blev bygget som aldrig før for at skaffe plads til de mange nye indvandrere fra landet. Der skulle laves nye skoler og en skolepolitik, og der skulle være hjælpekasser til at modvirke den enorme sæsonarbejdsløshed. Der skulle tænkes i gas, vand og elektricitet, der skulle en ordentlig alderdomsforsørgelse til efter indførelsen af aldersrenten, og så skulle der skulle bygges et kommunalt sygehus.
Grundloven indeholdt en magtdeling mellem den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt, men først i 1916 kom loven om, at dette gjaldt nu for By- og Herredsfogeden, der også var dommer. Magten skulle adskilles, og den første folkevalgte Borgmester skulle vælges ved byrådsvalget i 1919. Byens administration måtte derfor til at finde alternative bygninger. En del af administrationen lå indtil dette år også i kommunekæmnerens private bolig. I 1919 var det arkitekten Jens Nielsen, der var kæmner. Det er ham, der er den skabende ånd bag mange fine bygninger i Frederikshavn. Blandt andet Grundskolen i Fladstrandsgade, og Danmarksgade 12 der senere fik en betydning for den kommunale administration. Jens Nielsen havde altså tegnestue, privatbolig og kommunal administration i Vestergade 13; et lejemål der også afsluttedes i 1919.
Den gamle Kommandantbolig på fæstningsterrænet stod passende ledig. Den oprindelige Kommandantbolig blev sandsynligvis opført under Selgen Pedersens stort anlagte ombygning af den gamle Søndre Skanse til Citadellet Fladstrand fra 1670’erne og indtil 1690’erne. Op til Englandskrigen var det gamle bindingsværkshus dog gået så meget i forfald, at Kommandanten havde taget ophold i Hals Skanse. Det var dog ikke en løsning, der passede General Züber, som overtog kommandoen i 1809. Han fik opført en ny bygning, som efter fæstningens nedlæggelse i 1864 fik en omflakkende tilværelse som både bolig, danseskole - og under 1. Verdenskrig både som kantine og kommandocentral for den udstationerede Sikringsstyrke. Sidst men ikke mindst kom den til at danne rammen om Folkekøkkenet, der blev oprettet under denne krig for at modvirke sult og nød i Frederikshavn.
Bygningen var ejet af Frederikshavn Købstadskommune, der havde købt den vestligste del af det gamle Citadel, mens havnen havde overtaget den østlige. På denne grund opførtes først byens nye kirke og siden den nye folkeskole, Fladstrandsgades Skole (nu Handelsgymnasium), i 1894.
Den gamle Kommandantbolig kom under kærlig behandling af arkitekt Gjøderum-Nielsen og fik sit nuværende ydre udseende. Selve bygningen blev indrettet med byrådssal og kommunekontor, og det meste af administrationen blev samlet i denne bygning. Byrådssalen forblev i Kommandantboligen helt frem til det nuværende rådhus’ indvielse i 1978. Herefter blev salens inventar opbevaret på De Gamles Hjem i Nørregade, indtil den gode ide opstod, at møbler og billeder igen skulle komme til ære og værdighed, og disse er nu opstillet på en af byens gamle gårde; nemlig i kakkelovnsstuen på Knivholt.
Men som beskrevet voksede de kommunale opgaver støt op gennem 1900-tallet, og forholdene i Administrationsbygningen, som Kommandantboligen nu blev kaldt, blev alt for trange. Teknisk forvaltning og de kommunale værker rykkede ind i det gamle elværk i Skolegade. Her udnyttedes alle rum til bristepunktet. Også den gamle badeanstalt, som byggedes sammen med elværket i 1923, blev udnyttet - både bademesterens lejlighed og de to badeafdelinger: For mænd i stuen og for kvinder på første salen.
Behovet for et samlet Rådhus var stort, og der har været ført mange diskussioner i byrådet om ikke der skulle opføres et Rådhus, hvor hele den kommunale administration kunne samles. En administration der efterhånden blev spredt på stadigt flere adresser rund i byen. Men diskussionerne løb - som forslagene om flytning af banegården, en fiskerihavn og alle de andre havneplaner, byggeri af borgernes hus, svømmehal, store idrætsanlæg, teknisk universitet, seminarium og bibliotek - ud i sandet i 1930’erne ligesom mange gange senere. Der var ellers hårdt brug for et Rådhus i slutningen af 30’erne. Krisen gennem hele dette tiår stillede store krav til den kommunale administration. Ikke mindst i forbindelse med sociallovgivningen fra 1933 og den enorme arbejdsløshed i en tid, hvor troen på penge som byttemiddel forsvandt i hele verden. Krisen førte til at Flade-Gærum Sognekommune blev sat under administration, og at en større del af denne landkommune, nemlig 1440 ha og 3600 indbyggere blev overført til Købstaden.
Allerede i 1934 havde daværende borgmester Frithjof Houmøller i forbindelse med den kommende indlemmelse lavet en analyse af lokaleproblemerne og foreslog, at der blev tilbygget en fløj til Kommandantboligen.
Skattevæsen og centraladministration flyttede ved den tyske Værnemagts overtagelse af Kommandantboligen i 1945 ind i den gamle Sparekasse-bygning i Danmarksgade 12. Huset var oprindeligt opført af Frederikshavn og Omegns Sparekasse i 1894. I 1926 flyttede Sparekassen til byens midtpunkt i Danmarksgade 48. Herefter købte kommunen ejendommen og indrettede folkebibliotek i stuen og præstebolig på første sal. Præsteboligen blev senere inddraget til børnebibliotek. Med den kommunale administrations overtagelse blev biblioteket hjemløs og måtte flytte på Ørnevejens Skole, indtil byrådet lejede de to øverste etager i det nybyggede Danmarksgade 75. Socialkontoret flyttede ind i Havnegade 14; Barfreds gamle ejendom fra begyndelsen af 1800-tallet, som svigersønnen Cloos senere overtog og drev en af landets største importvirksomheder fra. Ejendommen var en del af arven efter den sidste Cloos, hvor byrådet skulle administrere arven og opføre et tårn til ære for familien. Det var kgl. bygningsinspektør Einar Packness, der skulle forestå ombygningen af Cloos’ ejendom i Havnegade, men sagen endte med, at socialforvaltningen flyttede ind som bygningen nu var. Packness udarbejdede i 1942 et forslag til et Rådhus på det sted, hvor posthuset senere blev bygget i 1964. Her satte Statsbanerne imidlertid en kæp i hjulet på planen; idet DSB havde tænkt sig at bruge grunden ved en kommende flytning af banegården. Packnes havde sikkert set en pendant til Danmarksgade 49 - som han stod for opførelsen af - sådan at Kirkepladsen kunne have dannet udgangspunkt for et nyt centrum i Frederikshavn. En ide som også arkitekt Jesper Tvede havde haft ved opførelsen af Sparekassen. Ideen med en udvidelse af Kommandantboligen var aktuel igen i 1944, hvor kgl. bygningsinspektør Leopold Teschl forsøgte sig med denne løsning.
I 60’erne var der endnu engang en fornemmelse af, at det kun kunne gå opad. Danmark oplevede sin anden industrialisering, og landbruget måtte se sig besejret som det vigtigste eksporterhverv. Vandringen fra land til by var enorm, og befolkningstilvæksten steg og steg. Kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, og den sociale sektor voksede. Det, der dengang skulle blive til den nye storkommune, blev spået en befolkningstilvækst frem til år 2000 på ikke mindre end 60.000 frederikshavnere. Sådan gik det ikke; det halve blev det til, men ønsket om at få dispositionsarealer ude i de omkringliggende sognekommuner - som Understed-Karup, Flade-Gærum, Åsted-Skærum og Elling kommuner - var stort fra Folketingets side, og sådan blev det.
En af 60’ernes løsninger var en udvidelse af Danmarksgade 12 mod nord på gartner Thomsens ejendom. Men i stedet fik kommunen i 1966 tilbud om at leje sig ind i Hotel Jutlandia, der blev opført i 1968. Bølgerne gik dog højt dengang også; en del af byrådet hældede til den opfattelse, at det ville være billigere at opføre en eller anden form for kontorhus til administrationen.
I 1968 udskrev Frederikshavn Kommune så en nordisk arkitektkonkurrence om en udvidelse af bycentret i Frederikshavn. Her var én af betingelserne, at tegningerne skulle indbefatte et rådhus, et kollektivhus, børneparkering og eventuelt en børnehave og en vuggestue. Desuden et medborgerhus eller kulturhus med teatersal, mødelokaler, ungdomscenter, fritidshjem, bibliotek og eventuelt et kunstmuseum. Bycentret, der her var tale om, var naturligvis det gamle banegårdsterræn, der engang i fremtiden ville blive ledigt.
I 1971 bad byrådet kgl. bygningsinspektør Leopold Teschl og arkitekterne Esben Madsen og Jørgen Andersen om at udarbejde et projekt til en administrationsbygning på kommunens areal umiddelbart vest for banegårdsterrænet - de såkaldte banehaver. Banehaverne var oprindeligt kolonihaver, udstykket for at midtbyens arbejderbefolkning uden haver kunne dyrke deres egne grøntsager. Haverne blev nedlagt, og i stedet opførtes der kolonihaver på Kæret nord for byen.
Ud over arkitekterne antog byrådet ved den offentlige licitation den 5. februar 1975 civilingeniørerne Preben C. Wistisen og G. Heilskov som rådgivende ingeniører, som havekonsulenter antog man have- og landskabsarkitekterne E. Lei og W. Rosseel, og som konsulent angående farver faldt valget på kunstmaleren Arne L. Hansen. Den 3. april 1975 gik byggeriet i gang; der var aftalt en byggeperiode på 31 måneder, og der var rejsegilde på Rådhuset den 7. december 1976. Knapt et år senere - den 30. november 1977 - flyttede de første ansatte ind i det nye byggeri.
Byggeriet var godt forberedt, og byggeudvalget, der bestod af økonomiudvalget, nedsatte yderligere to grupper af udvalg, der skulle styre byggeriet. Den ene gruppe bestod af tre etageudvalg - én for hver etage - under ledelse af de tre forvaltningschefer, der skulle høre hjemme på etagen.
Den anden gruppe bestod af fire udvalg, som skulle tage sig husets fælles problemer. Én gruppe skulle tage sig af husets drift, én skulle sørge for kommunikationen mellem ansatte og ledelse. Der blev nedsat et arkivudvalg og - ikke mindst - et kantineudvalg. Disse grupper tog brodden af adskillige af de problemer, som uvægerligt opstod alle steder i byggefasen.
Arne L. Hansen stod for farvevalg og udsmykning, og han lagde op til et studie i blåt, som skulle spille op til havet og bundfarven i byvåbnet. Desuden skulle hver etage have sin egen farve, og tiden blev illustreret med 33 kvadratiske felter med hver sin viser.
I alt kom det nye Rådhus til at rumme 2512 lysarmaturer og et 5,2 km langt ventilationssystem. I alt var 20 virksomheder involveret i de 240.000 arbejdstimer, der opførte husets 13.000 etagemeter i 10.000 kubikmeter beton med 400 tons armeringsjern.
I kælderen flyttede børnebiblioteket, kantinen, levnedsmiddel- og miljøkontrollen ind sammen med rådhusinspektøren. I stuen blev der indrettet information, byrådssal og bibliotek. Desuden fik social- og sundhedsforvaltningen og den økonomiske forvaltning sin plads her. På første sal var det skattevæsenet og folkeregistret, erhvervssekretariatet samt borgmesterkontoret og byrådssekretariatet. Øverst blev skoleforvaltningen, skolepsykologisk rådgivning og teknisk forvaltning placeret.
Der var fra starten ikke plads til alle i det nye hus, og mange kom til leve en nomadetilværelse. Det var som om, at bare der blev flyttet rundt, så kunne der skabes mere plads. Biblioteket flyttede ud først sammen med skole- og kulturforvaltningen, og Frederikshavn fik for første gang sit eget bibliotek med sin helt egen indretning. Men heller ikke her voksede træerne ind i himlen; efter få år måtte biblioteket dele pladsen med andre forvaltninger.
Det var i øvrigt heller ikke let at være borger. Rådhuset lå fuldstændigt isoleret fra resten af byen, og de mange udenbys gæster måtte have hjælp til at finde huset. Når de stod af toget, kunne de se huset men ikke komme frem til det, fordi man ikke måtte gå over baneterrænet. Men den gamle matematiske formel, at den hurtigste vej mellem to punkter er en lige linje, fornægtede sig ikke. Der blev lavet en sti tværs over banen, og selvom der blev råbt højt og delt bøder ud, tog man alligevel risikoen, når man nu kunne spare en tur hen ad Parallelvej, videre ad Rimmensgade, hen ad Ørnevej og ned ad Fasanvej. Problemet blev løst, da Banegården blev flyttet og indviet i august 1979.
Efter 30 år og adskillige påbud fra Arbejdstilsynet skulle det kun 30 år gamle betonhus totalrenoveres; det faldt sammen med den næste kommunesammenlægning. Medarbejderne måtte forlade det gamle Rådhus og flytte ind i Kattegatsiloen samt mange andre lejemål både i Frederikshavn, Skagen og Sæby. Nu flytter de så tilbage til Rådhuset, og så må vi så se, hvornår næste kapitel skal skrives. For der kommer sikkert et kapitel mere; diskussionerne gik højt før renoveringen, og de kommer nok til at vare ved mange år endnu.
Tekst: Erik Christensen - Bangsbo Museum & Arkiv
|
