Klassikercafé Fjodor Dostojevskij. Ved Benjamin Boysen
Kender du det med at have en klassiker stående i bogreolen, som du længe har tænkt på at læse? Nu har du chancen, når foredragsholder Benjamin Boysen fortæller om Dostojevskijs liv og omfattende forfatterskab, der bl.a. sætter 1800-tallets Rusland under skrap behandling - en samfundskritiker, der trækker paralleller til i dag.
Herefter hygger vi os sammen med fællesspisning, og til slut holder vi en minibogcafé, hvor vi anbefaler vores Dostojevskij-favoritter.
Da vi skulle udvælge klassikere til arrangementerne, blev vi hurtigt enige om, at vi skulle have en af de helt store med, og det må man sige, at Dostojevskij er. Han er én, som alle kender, men som få måske rent faktisk har fået læst.
Man kan faktisk se Klassikercaféen som en genvej til at lære forfatteren at kende, uden at man behøver kaste sig over hele forfatterskabet.
Foredragsholder Benjamin Boysen om forfatteren:
"At Dostojevskij stadig i dag er en af litteraturens giganter skyldes først og fremmest hans psykologiske dybde og skildringer af mennesker, der sættes under pres både ude- og indefra. Han behandler almenmenneskelige og tidløse temaer såsom eksistens, tro, moral og fri vilje, men også politiske emner såsom social ulighed, ekstremisme og samfundets udvikling. Dostojevskij præsenterer læseren for disse emner fra forskellige perspektiver og udfordrer læseren til selv at tage stilling."
Benjamin Boysen er dr.phil in komparativ litteratur.