Lån hverdagshjælpemidler

Af anr
15.06.17
Fra torsdag den 22. juni kan du låne mindre hjælpemidler på samme måde, som du kan låne bibliotekets øvrige materialer.

Vi er gået sammen med Hjælpemiddelenheden i Center for Social og Sundhedsmyndighed om at give borgere i kommunen mulighed for at låne mindre hjælpemidler.
Mindre hjælpemidler er f.eks. kartoffelskræller med sugekop, påklædningspind, skruelågsåbner, rygbadebørste med skaft osv. Fremover bliver det muligt at låne disse hjælpemidler på biblioteket, afprøve deres funktion og virkning, inden du eventuelt selv køber et. 
Vi vil gerne skabe mere synlighed på de mange hjælpemidler, der kan gøre hverdagen lidt lettere. 

Torsdag d. 22 juni kl. 11.00 - 12.00 på Frederikshavn Bibliotek vil Mette Birk Christensen demonstrere de enkelte hjælpemidlers funktion.  Hjælpemidlerne udstilles fast på Frederikshavn Bibliotek

  • Lån hjælpemidlerne  med dit lånerkort/sundhedskort på samme måde, som du låner bibliotekets øvrige materialer.
  • Lånetiden er 14 dage.  
  • Hjælpemidlerne kan  bestilles via bibliotekets hjemmeside - søg blot på ordet hjælpemidler og afgræns herefter din søgning til genstand (i venstre kolonne).

Udlånseksemplarerne udlånes i en pose,  hvor der også er rengøringsinstrukser og informationer om indkøb af det enkelte produkt. 

Udlån af mindre hjælpemidler gælder fra torsdag d. 22. juni. Efter sommerferien vil en medarbejder fra Hjælpemiddelenheden stå til rådighed én gang om måneden på Frederikshavn Bibliotek for at svare på spørgsmål  vedrørende produkterne.
Udstillingen og udlån af hjælpemidler er et særligt tilbud, som kun findes i ganske få kommuner i Danmark. I Frederikshavn Kommune er det foreløbig et pilotprojekt, der afprøves på biblioteket i Frederikshavn.