Billede af bog og kaffe

Bøger fra Bogcafé efterår 2021

Gik du glip af efterårets bogcafé, så skal du ikke snydes. Her kan du læse mere om de bøger, der blev præsenteret af vores fire bibliotekarer.

Store Kongensgade 23 af Søren Ulrik Thomsen

Erindringsessay fra den fremragende lyriker Søren Ulrik Thomsen, der laver nedslag i perioden, hvor han flyttede med forældrene fra Stevns til København. Om det år og de refleksioner, der udgik derfra. For interesserede i psykologisk prosa og læsere af erindringsbøger.

Kvinden der samlede verden af Eva Tind

Velskrevet og spændende biografisk roman om videnskabskvinden Marie Hammer, der levede et usædvanligt og fascinerende kvindeliv som rejsende forsker i fem verdensdele. Til læsere af romaner om stærke kvindeskikkelser.

Slugt af Christina Englund

Roman om den amerikanske fotograf Francesca Woodman, der voksede op i 1970’erne i New York og som tog sit eget liv som 22-årig i 1981. Bogen henvender sig især til unge voksne, samt læsere, der er interesserede i Francesca Woodman.

Det er de oprørske der svigter af Erik Valeur og Lise Ringhof

Vi er kommet til næste generation i familien Brinch fra Vejle. Det er andet selvstændige bind af en trilogi, og den foregår i brydningsårene 1950-1990. En god, velskrevet og underholdende slægtsroman, som absolut vil favne bredt.

Det ottende liv af Nino Haratischwili

Storslået og dramatisk familiesaga fra især Georgien og Rusland. Den foregår gennem hele det 20. århundrede og vil med sine mange sider tryllebinde læsere af episke historiske romaner.

Tove Jansson: Arbejde og kærlighed af Tuula Karjalainen

Biografi om den finlandssvenske kunstner og forfatter Tove Jansson, der i dag er verdensberømt som skaberen af Mumitroldene. Figurerne kom på godt og ondt til at præge hendes liv, der dog også indeholdt så meget andet. Bogen henvender sig især til kunst- og litteraturinteresserede, samt til dem, der er optaget af Finlands kulturhistorie.

Et liv forbi af Helga Flatland

Sigrid bor med mand og to børn i Oslo, langt fra barndomshjemmet. Da hendes mor får en alvorlig kræftdiagnose forandres deres forhold, og de forsøger at nærme sig hinanden. 

Davids bror af Kjell Askildsen

Efter tre års fravær og betragtet som død vender David tilbage til barndomshjemmet. For den yngre bror Frans ændrer det alt. Kort roman, der giver et fint indlevet billede af en ung mands modning til voksenlivet for læsere af klassisk litteratur.

Linjen ved verdens kant af Laura Imai Messina

I en afsidesliggende have i Japan står en gammeldags telefonboks med et afkoblet telefonrør. Folk med sorg i hjertet søger dertil for at tale til vinden og deres afdøde. En af dem er Yui, som mistede sin lille datter og mor i Tsunamien i 2011.

Den inderste kerne: en roman om Inge Lehmann af Lotte Kaa Andersen 

Roman om forskeren Inge Lehmann og hendes opvækst. For læsere af biografiske og historiske romaner og slægtshistorier.

Brevet i bogbussen af Eli Åhman Owetz

Malin er midt i livet og mangler nærhed og kærtegn i sit ægteskab. Hun skriver sine tanker ned og glemmer brevet i en biblioteksbog.

Mørkebror af Arttu Tuominen

En mand bliver dræbt under et drikkelag. Umiddelbart en nem sag for politiet, men som efterforskningen skrider frem, trækker mordet spor tilbage til den ene af betjentenes fortid. 

Vølve af Andrea Hejlskov

I ”Vølve” gendigter Andrea Hejlskov Vølvens spådom om verdens oprindelse, forlis og genskabelse med en autofiktiv fortælling om sit eget liv som vølve.

Halvt i himlen af Lone Hørslev 

Lone Hørslev fortæller sin oldemors historie i en roman om kvinder, kærlighed og overlevelse i 1920ernes fattige del af København.

Øen af Ragnar Jonasson

To veninder dræbes med ti års mellemrum på Island. Politiinspektøren Hulda kommer på sagen, og skal finde den rette sammenhæng mellem mordene.

Hvad hun klager over, når hun klager over husarbejdet af Heidi Linde

To kvinder er hver især godt installeret i en stabil, tryg tilværelse med mand og børn, men noget trykker. En fortælling om troskab, utroskab, moderskab og identitet i det moderne familieliv.

Jomfruerne af Alex Michaelides

Spændingsroman om græske myter, psykologi og forræderi, alt sammen centreret omkring universitetet i Cambridge.

Opløst af Blædel og Nordbo

På Fyn forsvinder den ene person efter den anden sporløst. Først ser politiet tiden an, men så går sagens alvor op for dem, og det hele eskalerer.

Kære Edward af Ann Napolitano

12-årige Edward overlever som den eneste et flystyrt. Hvordan skal han finde tilbage til livet, uden sin familie, og med tragedien siddende i kroppen?

Kære barn af Romy Hausmann

En kvinde på flugt fra en årelang kidnapning påkøres og ender på hospitalet. Med sig har hun et intelligent, men mærkværdigt barn. Hvem er de, hvem er kidnapperen?

Torsdagsmordklubben af Richard Osman

I seniorlandsbyen Coopers Chase mødes de fire venner Elizabeth, Joyce, Ibraham og Ron hver torsdag for at drøfte uopklarede mordgåder. 1. bind i ny serie om de friske pensionister i Torsdagsmordklubben.

Materialer