Merete anmelder

Markante kvindelige forfattere - Naja Marie Aidt

Bibliotekar Merete Trap anbefaler "Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage" af Naja Marie Aidt.

At miste et barn, at ens barn dør. Den ubetinget største sorg i verden.

Dette oplevede forfatter Naja Marie Aidt, da hendes 25-årige søn Carl sprang ud af et vindue og døde af kvæstelserne. Carl havde spist svampe, og havde fået et såkaldt 'bad' trip.

Bogen ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage” er udgivet i 2017, knap to år efter sønnens død og kan betegnes som en sorgbeskrivelse, en kærlighedserklæring og et smertensskrig.

Vi er med i to døgn, men vi tages også, i brudstykker og erindringsglimt, med tilbage til Carls fødsel, hans barndom, hans ungdom, som en levende dreng, et levende menneske. Men undervejs gentages det fatale telefonopkald, da Naja Marie Aidts verden vælter. Den aften hvor hun tilfældigvis er hjemme i Danmark, fra New York, og sidder til en god og livsbekræftende middag med familie og venner. Skål for livet, siger hun, da hun skåler med sin ældste søn, inden telefonen ringer.

Vi tages med ind på hospitalet, helt ind til Carls dødsleje, hvor familien skal sige farvel. Carls krop er smadret, men hans hjerte slår stadig. Der skal slukkes for respiratoren, hvordan kan han ligge der, så knust og ødelagt, ham der før var så stærk og levende? Og hvorfor kan de ikke reparere ham, når han nu stadig lever?

Carls bog er poetisk, enkel, kortfattet, og et skrig af smerte fra en sørgende mor. Jeg er selv mor, og måtte læse bogen i små bidder, ellers var det var for svært og gjorde alt for ondt. Men det er okay, siger Aidt. Lad det gøre ondt, del det og snak om det. For Carl lever ikke mere, men minderne om ham gør.

Det er den smukkeste og mest rørende sorg-fortælling jeg nogensinde har læst, og jeg vil aldrig glemme denne bog.

Digtet ”Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage” udgav Naja Marie Aidt i digtsamlingen ”Poesibog” i 2008, mange år før Carls død. Men mens hun skrev digtet, så var det Carl hun tænkte på, for hun havde drømt om dette: ”Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage, giv dét tilbage, som du fik af den døde, da I stod i regnen, i sneen, i solen og den døde var levende og vendte sit ansigt mod dig, som ville han spørge om noget, du ikke mere husker, og han havde også glemt det, og det er en evighed, en evighed siden nu.”

Glæd dig

Når Naja Marie Aidt gæster Frederikshavn Bibliotek den 15. april til en snak om bl.a. sorg og litteratur, har jeg fået den store glæde at blive hendes samtalepartner på aftenen. Jeg ser frem til vores samtale med både spænding og ærefrygt.
 

Om Naja Marie Aidt

Naja Marie Aidt er født den 24. december 1963 i Egedesminde, Grønland, hvor hun boede de første 7 år af sit liv.

Derefter flyttede familien til Danmark, hvor forældrene blev skilt. Hun er HF-uddannet, har været produktchef i et internationalt pladeselskab, og hun begyndte at skrive som 25-årig.

Naja Marie Aidt debuterede i 1991 med digtsamlingen "Så længe jeg er ung", og efter 3 digtsamlinger udkom den første novellesamling "Vandmærket" i 1993. I 2012 udkom den første roman "Sten, saks, papir".

Hendes prosalyriske værk ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog” fra 2017 er et gribende og smukt sorgværk, der tager udgangspunkt i sønnen Carls død.

Materialer