Debutantprisvindere

Og Debutantprisen 2018 gik til

Af anr
03.10.18
De to debutforfattere Emma Bess og Joakim Vilandt kunne begge gå hjem med et stort klap på skulderen og 50.000 kr. i lommen, da Munch-Christensens Kulturlegat fredag den 28. september blev uddelt på Vejle Bibliotek.

Fredag eftermiddag blev spændingen udløst, da det seneste års to mest talentfulde litterære debutanter modtog den store debutantpris, Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat, på 2 x 50.000 kr. ved en festlig prisoverrækkelse på Vejle Bibliotek.

Seks spændende unge forfattere var nomineret til prisen, som denne gang gik til Emma Bess for novellesamlingen Mødre døtre søstre og Joakim Vilandt for Cassandra, et værk bestående af fem korte bøger. Begge debutbøger har ifølge juryen udmærket sig blandt alle årets 28 indstillede debutantudgivelser, som generelt har haft en meget høj kvalitet.

Århusianske Emma Bess, 29 år og mor til Inger på to, debuterede i januar med novellerne Mødre døtre søstre. Hun er bachelor i filosofi og litteraturhistorie ved Aarhus Universitet og i 2015 uddannet fra Forfatterskolen, hvor hun eksperimenterede med forskellige litterære genrer, men valgte novelle- og realismeformen.
Mødre døtre søstre, med hovedpersoner i forskellige faser i livet, kombinerer hverdagsrealisme, sansebeskrivelser og poetisk billedsprog.

Henrykt
Om romanen anførte jurymedlem og litteraturprofessor Anne-Marie Mai i sin motiveringstale til debutanten blandt andet:
"De nære forhold i familien er blevet endevendt i nyere dansk litteratur mangen en gang. Man kunne fristes til at tænke, at nu er alt efterhånden endevendt, og nu er det blevet svært at sætte sig til tasterne og få nye fine detaljer eller overraskende store linjer frem. Men heldigvis bliver man ikke bekræftet i den antagelse. Når den gode litteratur kommer til, bliver man overrasket og henrykt på ny. Og præcis sådan er det med Emma Bess' noveller Mødre døtre søstre. Hendes noveller henrykker."

Udtrykket henrykker låner Anne-Marie Mai fra den amerikanske professor Rita Felski, der fremhæver, at litteraturen hos os læsere skaber genkendelse eller anerkendelse, social viden, henrykkelse eller chok.

"Jeg vil hævde, at alle fire dimensioner er tilstede hos Emma Bess. Det henrykker en som læser, at Emma Bess netop finder de sproggreb og den fortællestil, der lukker verden op på ny og får os til at se noget hidtil uset. Henrykkelsen over selve det nye og fine i Bess's fortællekunst fører også til en genkendelse og anerkendelse af menneskelige erfaringer."
"Man henrykkes," sluttede Anne-Marie Mai sin motiveringstale. Hun formodentlig får mere at fryde sig over.

Jeg skal bruge pengene til at skrive for," lover debutantpris-modtageren.
"Næste gang bliver det lidt længere," afslører Emma Bess, der er gået i gang med en roman med et noget større persongalleri.

Splinternyt sprog
27-årige københavnske Joakim Vilandt debuterede i august sidste år med Cassandra; en samling af fem korte bøger skrevet i et anakronistisk særsprog, der blev kaldt "en københavnsk undergangsvision". Han er uddannet fra Forfatterskolen for to år siden og studerer nu musikvidenskab på Københavns Universitet. Som pianist og sanger skriver og spiller Joakim Vilandt også klaverstykker, folkesange og eksperimentel rock.

"Der er debutanter, og der er debutanter. Der er debutanter, der mere eller mindre habilt og skarpt og beåndet skriver videre på de sædvanlige måder og på det sædvanlige dansk. Og så er der debutanter, der hinsides genregrænser taler helt og aldeles splinternyt på deres helt eget sprog, det er de færreste, og de ser ikke dagens lys hvert eller hvert andet år. Sådan et unikt særtalende eksemplar er saftsuseme Joakim Vilandt," skrev jurymedlem Lars Bukdahl i sin anmeldelse i Weekendavisen.

Lars Bukdahl kunne ikke selv deltage i overrækkelsen af Debutantprisen på Vejle Bibliotek og overlod til bibliotekar Else Zakarias at holde sin motiveringstale med flere citater i Joakim Vilandt særegne, barokke sprog. Hun overlod, på Lars Bukdahls opfordring, det til forfatteren selv at læse citaterne fra Cassandra.

Joakim Vilandt deler sin tid mellem litteraturen og musikken. Han vil bruge Debutantprisen til opsparing og til at udgive sin debut-cd.

Fra Forfatterskolen
De to prisvindede debutanter kender hinanden fra Forfatterskolen i København.
"Joakim og jeg har gået på Forfatterskolen sammen et år - men vi er fuldstændig forskellige," fortæller Emma Bess.

"Forfattere er solister, men skolen giver et fællesskab om det at skrive. Det betyder noget for os som unge forfattere at kunne dele tanker og kundskaber."
"Gymnasiet bød for mig på megen glædeløs læsning. På Forfatterskolen fik jeg læselysten igen og mange gode diskussioner og konstruktiv kritik. Også håndværksmæssigt," husker Joakim Vilandt. 

Du kan læse de to motiveringstaler i fuld længde i de vedhæftede pdf-filer nedenfor.

Fakta om Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat

  • Legatet blev stiftet efter Vejles landskendte og estimerede boghandlerpar Bodil og Jørgen Munch-Christensen.
  • Prisen uddeles én gang årligt: Til en yngre dansk forfatter, der har haft en lovende debut.
  • Prisen blev uddelt første gang i 2006. Den er på 2 x 50.000 kr., og dermed udgør legaterne Danmarks største debutantpris.
  • Prisen er tidligere blevet uddelt til blandt andre Amalie Smith, Kim Leine, Lone Aburas, Theis Ørntoft, Stine Pilgaard, Hassan Preisler, Henriette E. Møller, Asta Olivia Nordenhof, Yahya Hassan og Caspar Eric.
  • Forlagene indstiller deres kandidater til prisen, og juryen udvælger to forfattere, der har haft deres debut inden for det seneste år.
  • Juryen består af litteraturprofessor Anne-Marie Mai, litteraturkritiker Lars Bukdahl, fondsbestyrer Mogens Thyssen, chefredaktør for Litteratursiden.dk Lise Vandborg og bibliotekarerne Joan Høeg og Else Zakarias fra Vejle Bibliotek.
  • Læs mere om prisen.

De seks forfattere, som juryen nominerede i år, var: Johanne Kirstine Fall for romanen Der er altid nogen at befri, Anders Haahr Rasmussen for romanen/kogebogen Det var ikke planen at købe kålroer, Shosha Raymond for romanen Stillezone, Theresa Salomonsen for digtsamlingen Kast himlen i havet og 2018-vinderne Joakim Vilandt for Cassandra - et værk bestående af fem korte bøger og Emma Bess for novellesamlingen Mødre døtre søstre.

Se de tidligere vindere.

Oprindeligt skrevet af Vejle Bibliotekerne.

Materialer