Foto af Dy Plambeck og romanen "Til min søster" (Gyldendal Presse)
Dy Plambeck - "Til min søster" (Gyldendal Presse)

Savner du at tale om bøger?

Af anr
19.03.20
Læseklubben er rykket ud på nettet. Litteratursiden tilbyder de mange læseklubdeltagere - og alle andre - at være med i to online debatter om Dy Plambecks roman "Til min søster".

"Til min søster'" skulle have været til debat i DR Romanklubben i marts i forbindelse med nomineringen til DR Romanprisen. Men da det ikke er muligt rykker det i stedet online, og Dy Plambeck selv er med ved begge onlinedebatter, hvor hun sidder klar til at besvare læsernes spørgsmål om romanen.

I romanen møder vi Aya og Andrea, som er søstre. Aya er historiker og Andrea frisør, de har begge en stor kærlighed til litteratur. Bogen skifter mellem hændelser fra deres opvækst i Kalundborg og nutiden.
Første del foregår på føde- og barselsgangen i Hvidovre, hvor Aya bliver alenemor til Nola. Her får man en skøn og morsom beskrivelse af en isoleret kvindeboble, hvor der ikke gemmes noget væk under gulvtæppet. Har du læst ”Vinterbørn” af Dea Trier Mørch, så kalder afsnittet fra fødeafdelingen på minder derfra.
I romanen er indlagt en meget fin fortælling om J.P. Jacobsens barndoms- og ungdomsveninde Anna Michelsen. Aya er blevet bedt om at lave et efterskrift til en bog om J. P. Jacobsen, og den sidehistorie flettes ind i og spejler søstrenes liv.
Det er en velskrevet og barsk fortælling, som du kan glæde dig til, ifølge bibliotekar Annette Rugholt.

Hvor og hvornår foregår debatterne

Mandag den 23. marts kl. 16-17 på Litteratursidens Facebookside
Torsdag den 26. marts kl. 20-21 på Litteratursiden

Romanen kan lånes på eReolen

'Til min søster' kan lånes på eReolen - både som e-bog og som lydbog, indtalt af forfatteren, du finder link til e-bogen og lydbogen herunder.

Om Dy Plambeck

Romanen vandt Politikens litteraturpris 2019.

Dy Plambeck, født 1980, er uddannet fra Forfatterskolen i 2004.

Hun debuterede i 2005 med digtsamlingen Buresø-fortællinger. Siden er romanerne Texas’ rose, Gudfar og Mikael udkommet i henholdsvis 2008, 2011 og 2014. I maj 2019 er Dy Plambeck aktuel med en ny roman, Til min søster. Hun har også skrevet børnebøger.
Dy Plambeck har modtaget flere priser for sit forfatterskab, bl.a. Klaus Rifbjergs debutantpris for lyrik, Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium, Jytte Borberg-prisen og Jeanne og Henri Nathansens mindelegat.(kilde:gyldendal.dk)

Materialer