Vores natur

Skoven - naturen flytter ind på biblioteket 

Af anr
14.04.20
I 2020 bringer bibliotekerne danskerne i nærkontakt med naturen. Inspiration - og et samarbejde med bl.a. DR - skal få dig med ud i den vilde og vidunderlige natur.

Naturen er et sted, vi kommer mindre og mindre. Der er ofte dårlig wi-fi, man skal selv medbringe kaffen - og kronhjorten er sjældent med på en selfie.

Foråret 2020 blev dog ganske anderledes, end hvad nok de fleste danskere havde forudset. Naturen fik pludselig en helt anden værdi for rigtig mange danske familier, da en pandemi pludselig satte sine dybe spor i hele verden. Danmark blev "lukket ned", og danskerne blev på det kraftigste rådet til at gå i karantæne uden fysisk kontakt med andre mennesker, kun i alleryderste nødstilfælde. På rekordtid blev naturen nok det mest attraktive opholdssted (udover ens eget hjem) siden ældre stenalder, hvor mennesket levede i naturen og af naturen.

Hele denne nye og anderledes dagligdag giver måske, trods store udfordringer, alligevel ganske god anledning til at fortsætte den gode strømning mod naturen og dens vilde oplevelser. I hvert fald vil bibliotekerne i hele 2020 gøre op med danskernes indeliv og distancen til naturen. Vi sætter fokus på #voresnatur.

I et samlet fremstød med DR transformeres landets biblioteker til naturstationer - især på de digitale platforme. Med et væld af inspiration, litteratur og initiativer er ambitionen at flytte både fødder, sind og holdninger til den natur, der i manges tilfælde er blevet fremmed for os.   

Fem centrale naturtyper (i fagsprog, 'biotoper’) er omdrejningspunktet for de udstillinger og oplevelser, vi tilbyder dig her på biblioteket: Skoven, havet og kysterne, søer og vandløb, det åbne land og naturen i byen.

I uge 16 sætter vi spot på 'skoven'. Kom tættere på den her:
 

Skoven - en sagte hvisken mellem træer og grene

I skoven venter den dybe, stille ro. Og ligesom du lytter til stilheden og vinden i træerne, lytter de måske også tilbage.

Det er ihvertfald noget af det, man kan få indtrykket af, når man læser Peter Wohllebens "Kan du høre træerne snakke". Bogen hiver sløret væk fra det skjulte, der foregår i og mellem træerne - og afslører, at træer fx kan føle smerte og på deres egen måde hviske med hinanden. Læs bare Litteratursidens anmeldelse af den fremragende bog og lån den derefter med hjem fra biblioteket.

Vild mad er in

Det er selvfølgelig også i skoven, at bibliotekets store beholdning af svampebøger og 'vild mad'-kogebøger kommer til sin ret. De seneste år - og måske netop i forbindelse med det nye nordiske køkkens bæredygtige fremmarch - er råvarer fra skov og vild natur kommet i søgelyset. 

Faktalink har en udmærket artikel om det nordiske køkkens grundlag og fokus: Faktalink: Ny nordisk mad

Det gamle begreb ‘at sanke’ - hvor man anvender naturen som forrådskammer - har genfundet sin aktualitet i de nye nordiske tendenser. Her er det kommet fokus på, at god mad også er vild mad og skal have rod i vores nordiske landskab - snarere end tidligere, hvor det var hipt med import langvejs- og udefra.

Bogen 'Vild mad i køkkenet' af Thomas Laursen giver en behagelig og overskuelig introduktion til emnet.

Endelig kan vi ikke runde skoven af uden at have været et smut forbi poesien. Det flimrende lys, lydene mellem stammerne og den specielle duft af vækst og forrådnelse er et idéelt scenetæppe for poesi.

Et af de værker, som fanger det hélt rigtigt, er den uimodståelige ‘Skoven fra oven’. Det er en lille samling af figurdigte med afsæt i naturen. Hvert digt i bogen handler og har form som noget, der kan findes og opleves i skoven. Den er en særdeles velvalgt introduktion for de små til skoven, dens dyr - og ja, til poesi.

Storsatsninger på tværs af landet

Sammen med satsningerne på landets biblioteker får naturtemaet ekstra liv af, at DR i samme periode bringer dig et væld af nye naturformater på deres kanaler.

En ny naturportal - www.voresnatur.dk - samler en masse inspiration og naturoplevelser, som du kan gå på opdagelse i - ude i naturen på egen hånd.  

Materialer