Foto af Julie Midtgaard

Skriveworkshop med Julie Midtgaard

Af anr
31.08.21
Julie Midtgaard afholder skriveworkshop hos os, og vi har interviewet Julie, som fortæller lidt om, hvad man kan få ud af et skrivekursus, og hvad der egentlig får hende selv til at skrive.

Julie Midtgaard udgav sin første roman i 2019, og siden er det går stærkt. Ved siden af sine egne skriverier, underviser hun også i skrivning, og kommer blandt andet forbi Frederikshavn Bibliotek den 12. september, hvor hun er klar til at give en flok unge en intensiv vejledning i, hvordan man virkelig får hul på sin egen skrivning. Læs med her, når hun fortæller lidt om, hvad man kan få ud af et skrivekursus, og hvad der egentlig får hende selv til at skrive.

Du brugte sommeren på at undervise på Brønderslev Forfatterskole. Hvad er det?

Brønderslev Forfatterskole er det mest magiske sted, du kan forestille dig. Det er unge fra hele landet, der elsker at skrive, som har ansøgt om en plads på et af de cirka 6 hold med særligt udvalgte danske forfattere som undervisere. Alle bor på skolen i en hel uge, og hver eneste dag står i skrivningens tegn. Man lærer alle de forskellige skriveteknikker, som en forfatter bruger i hverdagen, gennem både teori, praktiske øvelser og ikke mindst masser af feedback på sine egne tekster. I løbet af ugen skriver man også på sin egen tekst, og den bliver udgivet i en vaskeægte og megalækker bog bagefter, sammen med de andre elevers tekster. Man kan altså kalde sig selv udgivet forfatter, når ugen er omme (eller nå ja, der går selvfølgelig lige lidt tid med at få lavet illustrationer til bogen, få læst korrektur og få bøgerne trykt).

Nu er det jo en hel uge, og vi har kun dig en eftermiddag - hvor meget kan man så egentlig nå at få med?

Vi når ikke at udgive en tekstsamling i denne omgang, i hvert fald. 
Til gengæld bliver der god tid til at dykke ned i forskellige skriveteknikker og måder til at komme i gang med sit skriveprojekt på. Hvad skal man fx tænke over, inden man går i gang? Hvordan sammensætter man sin historie? Hvor starter man? Hvordan skriver man levende og fængende?

Hvad er det, der får dig til at skrive?

Lysten til at skabe, tror jeg. Jeg skriver, fordi jeg slet ikke kan lade være, fordi brudstykker af historier og universer dukker op i mit hoved, og jeg har skrevet dem ned, så længe jeg kan huske. Og så er det ønsket om at give de der fantastiske læseoplevelser videre, som jeg føler, har været så stor en del af mit eget liv. Jeg vil gerne være med til at skabe de bøger, der trækker dig fuldstændig ud af tid og sted.

Har du et godt råd, til dem som gerne vil skrive, men som bare ikke kan få taget sig ordentligt sammen?

Helt sikkert: Opsøg andre skriveglade! Det var først, da jeg fandt andre, der elskede at skrive, at jeg virkelig turde springe ud i det. Og helt ærligt, tror jeg aldrig, jeg havde fået udgivet mine bøger, uden dem. Selv om det godt kan virke lidt skræmmende til at starte med, giver det en helt anden motivation, end den man kan finde alene derhjemme, man kan hjælpe hinanden med, hvordan man gør de forskellige ting, og endnu vigtigere, kan man give feedback på hinandens tekster. Det lærer man SÅ meget af. Det kan være, man kan finde andre online, via en skriveklub eller på biblioteket - og så vil en skrivedag, som den biblioteket inviterer til her, være oplagt. Her får man både helt praktiske råd og vejledning i, hvordan man rent skriveteknisk kommer i gang, og så møder man andre skriveglade (og hygger og har det sjovt, selvfølgelig).

TIlmeld dig Skriveworkshop på Frederikshavn Bibliotek den 12. september kl. 13.00 - 16.00

Materialer