Danmarks Indsamling 2019

Danmarks Indsamling - styrk verdens piger

Af anr
29.01.19
Danmarks Indsamling 2019 afholdes for 13. år i træk.

Det stort anlagte velgørenhedsshow sendes vanen tro LIVE på DR1 lørdag den 2. februar 2019 og finder denne gang sted i Musikkens Hus på Aalborgs havnefront.

Siden 2007 har danskerne hvert år i februar stået sammen om Danmarks Indsamling. I februar 2018 blev der indsamlet ikke mindre end 78.868.425 kroner til børn uden hjem, og herved rundede de samlede indsamlinger 1 milliard kroner.

Støtten er gennem årene gået til Danmarks 12 største humanitære organisationers indsats i Afrika, Asien og Latinamerika.

Styrk verdens piger

I 2019 har Danmarks Indsamling fokus på de mange udsatte piger i verden, som har brug for hjælp til et mere værdigt liv. 

Flere steder i verden er mishandling og overgreb hverdag for alt for mange piger. De bliver overfaldet og voldtaget, når de henter vand. De bliver tvunget til at slå ihjel som børnesoldater. De bliver giftet væk til mænd, der kunne være deres fædre. De bliver mødre, mens de selv er børn. Med 12 projekter i 12 lande på tre kontinenter sætter Danmarks Indsamling 2019 fokus på verdens udsatte piger.

”Børn har ret til at være børn. Til at lege, til at gå i skole, til at være trygge. I Danmark tager vi det det ofte for givet; det er for langt de fleste en selvfølge. Men andre steder i verden er virkeligheden ikke for børn – og slet ikke for piger. Derfor sætter Danmarks Indsamling 2019 fokus på de piger, der har brug for hjælp til en god start på livet,” siger Anna Rørbæk, pressetalsperson for Danmarks indsamling, og fortsætter: ”Fordi tryghed bør være en børneret. Fordi alle piger har ret til at bestemme over deres egen krop. Fordi lægehjælp redder liv. Og fordi uddannelse til piger løfter hele det samfund, som pigerne er en del af.” 

Læs hvordan du kan Støtte Danmarks Indsamling

Materialer