Jesper Wung Sung

Kulturministeriets Forfatterpris og Illustratorpris

Af anr
22.03.19
Forfatter Jesper Wung-Sung og illustrator Anna Jacobina Jacobsen har modtaget Kulturministeriets Forfatterpris og Illustratorpris for bøgerne ”Alfred og gabestokken” og ”Ø”.

Kulturministeriet har netop uddelt Kulturministeriets Forfatterpris og Illustratorpris, der hylder forfattere og illustratorer, der med deres arbejde åbner litteraturen for børn og unge.  

Kulturminister Mette Bock siger:
”I Danmark har vi et særdeles højt niveau inden for litteratur til børn og unge, og jeg tror, at de fleste af os husker en bog fra vores barndom, der har gjort et helt særligt indtryk på os. Derfor skal vi huske at hylde og værne om vores børnelitteratur. Jesper Wung-Sung sætter ord på det at være anderledes, mens Anna Jacobina Jacobsen helt uden ord formår at tale både til både følelser og fantasien.”

Med ’Alfred og gabestokken’ fortæller Jesper Wung-Sung et særegent eventyr om anderledeshed, fastlåsthed og anarki. Mærkeligt? Ja, men med intertekstuelle påmindelser om, hvem vi er, og med eventyrets sikre genremæssige kontur ledsager læseren Alfred på en sær dannelsesrejse og måske endda en rejse gennem pubertetens genstridige faser. (Uddrag fra motiveringsteksten).

’Ø’ er Anna Jacobina Jacobsens formidable, pantomimiske billedfortælling om en pige, der finder en havfrue i en sardinæske. Et imponerende gennemarbejdet værk fra de detaljerede skraveringer til den stilsikre variation i perspektiv og beskæring og med en åbenhed, som betyder, at historien kan fortælles på flere måder. (Uddrag fra motiveringsteksten). 

Fakta om priserne
Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger er blevet uddelt
siden 1954, og Illustratorprisen er blevet uddelt siden 1979. 

 

Materialer