Dekorativt

Dit digt på et postkort

Går du rundt med en digter i maven, så har du nu chancen for at få dit digt trykt på et postkort.

Nu (august 2021) har vi trykt den første portion postkort med digte af lokale borgere!

Find postkortene med de forskellige digte på bibliotekerne. Tag gerne nogle stykker med hjem og brug dem som kort til en gave eller lignende.
Og får du selv lyst til at digte, så send os gerne dit digt hurtigst muligt - vi trykker nemlig flere postkort i efteråret.

Se også alle de digte, vi har fået trykt her.

Måske ender dine digte i skrivebordsskuffen, i dine noter eller i en poesibog. Måske har du ikke haft modet til at sende dem til et forlag, for tænk nu, hvis de afslog.

Det behøver du ikke bekymre dig om længere! Du sender bare dit digt til biblioteket i stedet, for vi vil meget gerne trykke dit digt på et postkort.

Vi hylder nemlig poesien i uge 35 med projektet Poesidage, og vi kan ikke komme i tanke om noget bedre, end at trykke og uddele borgernes egne digte.

Sådan gør du

Find dit digt frem fra skuffen og send det til os på mail bibl@frederikshavn.dk med emnet 'Poesidage' eller put det i en af de røde Poesidage-postkasser på biblioteket. Senest torsdag den 15. oktober.

Husk også at skrive dit navn og evt. din alder.

Vi får trykt nogle postkort med dit digt på, som senere på efteråret kan afhentes på alle fem biblioteker.

Hanne Klausen kigget på digte

Hanne deltager i poesidage med sine digte

Hanne Klausen, der har digtet siden hun var helt ung, har allerede sagt ja til at få nogle af sine digte trykt på postkort.

Det kan være grænseoverskridende at fortælle eller vise andre sine inderste tanker, og derfor har Hanne ikke forsøgt at få et forlag til at udgive sine digte.

Dejligt at dele sin poesi med andre

Hanne har tidligere været med i en gruppe, der mødtes og læste digte højt for hinanden. 

"Det var jeg rigtigt glad for, og jeg fandt ud af, at jeg faktisk godt kunne lide at læse mine digte højt", smiler Hanne.

Om Hannes digte kommer i bogform engang, vil tiden vise. Nu kommer nogle af dem i hvert fald på bibliotekets postkort, som optakt til Poesidage i uge 35.

"Jeg har tidligere udstillet mine digte på biblioteket, og det var en rigtig god oplevelse, så selvfølgelig vil jeg gerne være med igen", slutter Hanne.

OBS: Når du sender/afleverer dit digt, giver du os lov til at bruge digtet på de omtalte postkort samt på vores hjemmeside, Facebook-side, infoskærme og på trykte materialer i forbindelse med Poesidage.