Skagen, da Krøyer, Ancher, Locher, Drachmann og de andre malede. Og de lokale fiskede, sloges for eksistensen. Glasruden med modellerne på den ene side, kunstnerne på den anden. Men de mødtesalligevel, hævder Haller i sin fortolkning af perioden, de mødtes via børnene - og i drømmene. Drømme, det fantastiske, naturmystik og det magiske spiller en stor rolle i romanen - efter minebegreber løber det lidt af med Haller, men kan man leve sig ind i det, må det gøre indtryk - og vi andre kan så sagtens acceptere det, fordi romanen i sin helhed er så fascinerende. Der er megenkunstnerproblematik i bogen, både set som kunstnernes problemer med de (kendte) billeder, Haller går ind i af og til - og som den undertrykte trang til udfoldelse blandt de lokale. Stærkest ogcentralt i skildringen står fiskerkonen Ingeborg, hendes drama: børnene der dør, barnet hun ombringer, hendes selvmord - og hendes kunst: en billedvæv-ning. Man behøver ikke være bidt af kultenomkring de i disse tider såvoldsomt opmytologiserede skagensmalere for at finde Hallers behandling af de kendte folk spændende - for de lever menneskeligt i bogen, lokalbefolkningen ligeså. Ognaturen, sandet, havet. Lidt krævende at læse, men en god bog - Hallers bedste til dato