Lad samtalen om Børste og Orm fortsætte derhjemme

Har dit barn snakket om Børste og Orm efter en dag i vuggestue eller børnehave?
Det er helt normalt – og faktisk noget, der kan være rigtig godt for barnets sprogudvikling.

Af biblioteket

Orm fra DR Minisjangs Børste-univers sidder på en stor børn sammen med Minisjangs kæmpestore sprogkasse

Slut januar fik alle daginstitutioner landet over Minisjangs kæmpestore sprogkasse med hjem fra DR Minisjang, Trygfondens Børneforskningscenter og bibliotekerne. 
 

Formålet er enkelt: at styrke barnets sproglige leg og læring gennem bøger, lege og samtaler i et univers, mange børn allerede kender og elsker.

 

Hvorfor er det godt for dit barn?

  • Sprogkassen handler om højtlæsning og leg, som er en af de bedste måder at styrke sproget på i hverdagen.
  • Indholdet, bl.a. bøger som "Børste finder en hat" og "Hvor bor Orm?"  hjælper børn med at sætte ord på følelser, oplevelser og det, de ser omkring sig.
  • Samtaleskort og små hjælpemidler i kassen giver det pædagogiske personale idéer til at snakke om det, børnene er optaget af, uden at det kræver en masse forberedelse.
     

Sådan kan du bruge det derhjemme

  • Lån en af bøgerne på biblioteket (eller en af de andre bøger vi anbefaler), læs den højt  – og stil spørgsmål undervejs: Hvad mon Børste føler her? Hvor ville du bo, hvis du var Orm?
  • Snak om hvad der sker, og hvad hovedpersonen mon føler, og hvorfor – det gør det nemmere for barnet at udtrykke sig.
  • Tag det i dit barns tempo. Leg og samtale skal være sjovt – ikke præstations-præget.
     

Biblioteket kan hjælpe jer til at fortsætte snakken derhjemme

På biblioteket har vi flere bøger om Børste og Minisjang-universet samt andre fantastiske børnebøger, der kan udvide snakken om hjem, følelser, fantasi og hverdag.
 

Om ‘Minisjangs Kæmpestore Sprogkasse’

Icon Description

Hvordan er kassen kommet til verden?

Sprogkassen er udviklet gennem et længere samarbejde mellem DR, Trygfondens Børneforskningscenter og Centralbibliotekerne. Indholdet bygger på mange års erfaringer med børns sproglige udvikling.

Sprogkassen er tænkt som et letanvendeligt værktøj, der kan gå hånd i hånd med de indsatser, der allerede bruges i daginstitutionerne.
 

Hvad har bibliotekernes rolle været i udviklingen?

Bibliotekernes rolle har været at udvælge gode bøger, udvikle lege- og læringsredskaber og teste materialet sammen med børn rundt om i landets børnebiblioteker i samarbejde med DR og TrygFondens Børneforskningscenter. Det er med andre ord ikke noget, der er udviklet i et laboratorie af voksne – alt er testet af rigtige børn og pædagoger, og deres input har formet sprogkassens indhold, så det passer ind i en travl hverdag og kan tilpasses det enkelte barns sproglige ståsted.
 

"Minisjangs Kæmpestore Sprogkasse" udspringer af projektet "Alle Ord Tæller"

Centralbibliotekerne, DR, TrygFonden, Center for Undervisningsmidler, Syddansk Universitet og ENACT:Lab står bag projektet Alle ord tæller, der undersøger, hvordan man kan styrke læselysten og fremme læsekulturen blandt børn i alderen 1-14 år. Projektet sætter fokus på børnene og lader dem udforske og definere, hvad læsning betyder for dem. Målet er at udvide læsebegrebet og sætte læsningen mere fri.