Projektet bag Børnekulturnat Sæby
En aften fyldt med kultur, oplevelser og fællesskab for hele familien. Til Børnekulturnat Sæby går byens kulturaktører sammen om at vise, hvor meget Sæby har at byde på for børn og deres familier.
Alle interesserede kulturaktører i byen kan blive en del af samarbejdet og være med til at udvikle nye aktiviteter og oplevelser.
Derfor er projektet Børnekulturnat Sæby vigtigt
Børnekulturnat Sæby samler byens kulturinstitutioner, foreninger og frivillige om en fælles kulturaften for familier med børn, særligt i alderen 3-11 år - alle er dog velkomne til at være med.
På kulturnatten bliver Sæby forbundet af en rute med gratis aktiviteter hos de deltagende aktører. Familierne kan bevæge sig frit mellem blandt andet bibliotek, kulturhus, kirke, museum, spejdere og teater. Undervejs kan børn og voksne opleve aktiviteter, der tager afsæt i det enkelte steds særlige historie og karakter.
Der er ingen fast rækkefølge og intet krav om at nå det hele. Familierne kan selv sammensætte aftenen og gå på opdagelse i de tilbud, der vækker deres nysgerrighed. En fælles åbning og afslutning er med til at samle oplevelsen på tværs af byen.
Projektet skal både give familier en god aften sammen og åbne døren til de kultur- og fritidsfællesskaber, der findes i Sæby.
Børnekulturnat Sæby er et stærkt eksempel på, hvad biblioteket også kan være: initiativtager, koordinator, kulturaktør og samlingspunkt for lokale samarbejder. Projektet viser, hvordan mange forskellige kulturtilbud kan blive mere synlige og tilgængelige, når aktørerne løfter i fællesskab.
På denne projektside kan du læse om selve projekter, samarbejdet og de erfaringer, projektet har givet os.
Hurtigt overblik
- Målgruppe: børnefamilier med børn i alderen 3-11 år, men alle er velkomne til at deltage
- Tid: første fredag i september hvert år
- Sted: Sæby
- Status: igangværende og planlagt til at fortsætte så længe der er grundlag for det
- Samarbejdspartnere: Kystmuseet Sæby, Sæby Kirke, For Retfærdigheden, Sæbygaardspejderne, Sæby Scenen og Sæby Friskole.
Det bidrager projektet til
- Fællesskab mellem børn, familier og lokale kulturaktører
- Kulturel dannelse og nye oplevelser
- Kendskab til byens kultur- og fritidstilbud
- Stedstilknytning og lokal identitet
- Lige adgang til kulturoplevelser
- Nye samarbejder på tværs af institutioner og foreninger
- Et attraktivt og levende bymiljø for børnefamilier.
Derfor er projektet vigtigt
Børnekulturnat Sæby giver børn og familier mulighed for at opleve, at de bor midt i en by med et levende kulturliv og mange fællesskaber, de kan blive en del af.
Alle aktiviteter er gratis. Derfor kan familier være med uanset økonomiske forudsætninger og møde kulturtilbud, de måske ikke kendte eller selv ville have opsøgt.
Samtidig er projektet med til at synliggøre Sæby som en levende kulturby og et attraktivt sted for børnefamilier.
Bibliotekets rolle
Gennem projektet bidrager biblioteket til at:
- samle lokale kulturaktører om en fælles indsats
- skabe og udvikle samarbejder på tværs
- koordinere aktiviteter og kommunikation
- gøre kulturtilbud synlige og tilgængelige for flere
- skabe nye møder mellem børn, familier og byens fællesskaber
- bruge hele byen som ramme for kulturelle oplevelser.
Projektet viser dermed bibliotekets rolle som mere end et sted med bøger. Biblioteket er også en lokal samarbejdspartner, kulturaktør og facilitator, der kan bringe mennesker, idéer og institutioner sammen.
Sæby Bibliotek deltager med egne aktiviteter på kulturnatten og bidrager samtidig til at udvikle og koordinere det samlede samarbejde. En medarbejder fra biblioteket er tovholder og står blandt andet for planlægning, koordinering, kommunikation, kontakt til lokale aktører og ansøgninger om økonomisk støtte.
Biblioteket lægger desuden rum til årets planlægningsmøder. Her mødes aktørerne for at udvikle idéer, koordinere aktiviteter og skabe en fælles retning for kulturnatten.
Det ser vi allerede nu
Familie i Sæby:
“For os er Børnekulturnatten blevet en tradition, som vores barn glæder sig til hvert år.”
- Siden den første Børnekulturnat i 2018 er begivenheden blevet en fast del af Sæbys kulturelle tilbud til børn og familier.
- Projektet har skabt et tilbagevendende samarbejde mellem en række af byens kulturinstitutioner, foreninger og frivillige. Samarbejdet giver aktørerne mulighed for at udvikle aktiviteter sammen, dele erfaringer og gøre hinandens tilbud mere synlige.
- At alle aktiviteter er gratis, er en central del af projektet. Det betyder, at økonomi ikke behøver at være en barriere for at deltage, og at flere familier kan få adgang til kunst, kultur og lokale fællesskaber.
- Kulturnatten har også fået en særlig plads hos nogle af de familier, der vender tilbage år efter år. Det vidner om, at arrangementet ikke kun er en enkeltstående oplevelse, men er ved at blive en lokal tradition.
Samarbejdspartnere
I 2026 deltager:
- Kystmuseet Sæby
- Sæby Kirke
- For Retfærdigheden
- Manegen - Sæby Kulturhus
- Sæbygaardspejderne
- Sæby Scenen
- Sæby Friskole
Børnekulturnat Sæby modtager støtte fra Y’s Men’s-klubberne i Frederikshavn og Fladstrand samt Sæby Kirkes Menighedsråd.
Kontaktperson
Er du en del af en kulturel forening eller institution i Sæby og nysgerrig på samarbejdet?
Kontakt Merete Trap på bibl@frederikshavn.dk og hør mere om mulighederne for at være med.