Månedens anbefaling

Af anr
18.03.16
Læs den flotte bog "Karen Blixen: Baronesse, storvildtjæger, storyteller" af Sune de Souza Schmidt Madsen.

Der er mennesker, der bliver ved med at fascinere, lige meget hvor meget jeg har læst om dem. Karen Blixen er et sådan menneske! Jeg ved ikke, hvor mange bøger jeg har læst om Baronessen, hvor mange gange jeg har læst ”Den afrikanske farm” og ”Skygger på græsset”. Jeg har set film, teaterstykker, hørt foredrag, besøgt Rungstedlund, og hun fascinerer mig stadig. Heldigvis bliver der ved at udkomme bøger om den store danske forfatter, ligesom der bliver ved at blive skrevet teaterstykker o.a. om hende.

Sune de Souza Schmidt Madsen skrev i 2012 ”En lille bog om Blixen”. For den bog modtog han i 2013 Georg Brandes prisen. Nu har Sune de Souza Schmidt Madsen udgivet et nyt stort og smukt værk, som bygger på den lille bog, ledsaget af en fantastisk masse fotos fra Blixens liv både i Danmark og i Kenya, samt fotos af Blixens egne malerier, tegninger og manuskriptsider.

Jeg kan kun anbefale bogen på det varmeste. Jeg er i hvert fald ikke færdig med at læse om Karen Blixen endnu. 

God læselyst fra
Pernille Lisborg

 

Materialer