Foto af Huxi Bach

Debatfestival 2021

Velkommen til Frederikshavn Debatfestival 2021, hvor vi i år stiller skarpt på ’demokrati’.

Værter og moderatorer: Huxi Bach og Søs Marie Serup.

Fra tirsdag den 26. til torsdag den 28. oktober skal vi debattere, diskutere, tale, snakke, sludre og indgå i dialog om de mange facetter af demokratiet. Vi skal se nærmere på aktuelle samfundstendenser – både dem, der styrker demokratiet, men også dem, der truer med at svække det, nu og i fremtiden.

Dagenes program ligger endnu ikke endeligt fast. Derfor vil vi løbende løfte sløret for de mange spændende aktiviteter.

Se, hvad der foreløbigt er planlagt her!

Følg også Frederikshavn Debatfestivals Facebookside.

TEMAER

Tirsdag // 26. oktober: Lokalpolitik og FNs verdensmål

Kommunalvalg 2021 ligger lige om hjørnet, så hvad er mere nærliggende end at se nærmere på vores lokaldemokrati? I samarbejde med Danmarks Biblioteksforening inviteres du til ’Danmarks største vælgermøde’.

Herefter vil Søs Marie Serup styre slagets gang, når vores lokalpolitikkere gennem tre debatrunder skal diskutere bl.a. den folkelige og lokale forankring af verdensmålene.

Onsdag // 27. oktober: Antidemokrati

Nogle gange er det lettere at forstå vigtigheden af noget, når man ikke har det længere – når man bliver præsenteret for de alternativer og konsekvenser, der måtte komme i stedet for.

Derfor har vi dedikeret den 2. festivaldag til temaet ’Antidemokrati’. Hvad ville der ske, hvis de fælles spilleregler, som vores demokrati er bygget op af, smuldrer eller bliver taget fra os?

Vi skal bl.a. blive klogere på, om vi faktisk lever i det folkestyre som vi alle går og tror, mens Huxi Bach vil stå for et skarpt og humoristisk oplæg, der ikke desto mindre vil få de fleste til at tænke på, om de mon tager deres demokrati for givet.

Tordag // 28. oktober: Demokrati – nu og i fremtiden

Vi sætter vores moderne samfund og demokrati under lup. Der er meget, der både understøtter, men samtidig også presser vores demokrati i dag. Senest har coronavirus givet anledning til store folkelige diskussioner om rettighedsindskrænkning, udfordring af retssikkerhed og vores tillid til myndighederne. #MeToo-bevægelse og krænkelseskulturer blusser op og skaber samtidig øget fokus på en politisk korrekthed, som der er meget delte meninger om. Ytringsfriheden bliver i den grad brugt, og ’Call out’-kulturen blomstrer på de sociale medier, når problematikker i samfundet bliver kritiseret råt for usødet i retfærdighedens navn.

Skal der fastlægges flere spilleregler for, at vores demokrati kan rumme de nye tendenser og kan der defineres en tydelig grænse, eller skal vi lade stå til, og se hvor vi ender?

Huxi Bach er vært og moderator ved aftenens store afslutningsdebat, hvor politikere, eksperter og andre meningsdannere debatterer, hvordan disse tendenser både kan hjælpe, men også skade vores demokrati i fremtiden – og ikke mindst, hvad vi kan gøre for, at vores demokrati føres i den retning vi ønsker.