Det åbne værk

Det Åbne Værk

Af anr
02.05.19
Projektet er afsluttet. Vi opdaterer siden, når der er lavet evaluering på projektet.

Del din læseoplevelse på en ny måde i ”Det Åbne Værk” .

Vi inviterer vores læsere med i et fællesskab omkring litteratur, dog ikke helt på samme måde som vi kender det fra almindelige læseklubber. Meningen er nemlig, at vi opfordrer læserne til at skrive i et antal udvalgte bøger.

Idéen med at skrive i bøgerne er at gøre det både sjovt og let at udtrykke sin læseoplevelse. Når tanker, spørgsmål og kommentarer skrives i bogen, opstår et væld af nye perspektiver og fortolkninger, som formidles direkte læser-til-læser.

”Det Åbne Værk” er et initiativ, hvor litteraturformidling bliver mere umiddelbar, og hvor begejstringen for at læse kan deles af alle. Samtidig er kommentarerne i bøgerne – også kaldet ”marginalia” – med til at skabe et litterært fællesskab, så der på den måde opstår en dialog, når bøgerne udlånes igen og igen. Man deltager fuldstændig anonymt. Det er helt op til én selv, hvad man skriver videre til den næste læser i rækken.

Hungerhjerte
Vi har valgt romanen "Hungerhjerte" af Karen Fastrup. Bogen er et oplagt valg, da dens sprog, længde og inddeling i afsnit indbyder læsere til at kommentere direkte i tekstens margin. Romanen er hurtigt læst, og det giver mulighed for flere udlån – og flere kommentarer i den begrænsede projektperiode. Derudover er Hungerhjerte med i DR’s Romanklub, hvor den læses og omtales i maj måned. I øvrigt er det lidt pudsigt, at roman selv omtaler netop brugen af kommentarer i bøger.

Karen Fastrup siger om romanen
"
Hungerhjerte begyndte med ét ord, to ord, siden åbnede romanen sig som en verden, inden den lukkede sig som et færdigt værk.
Jeg voksede op blandt min fars mange bøger. Der var indstregninger og kommentarer i margin af de fleste. Efterhånden begyndte mine egne romaner også at stå i hans reoler, med indstregninger og kommentarer.
En bog med kommentarer i margin vidner om en tænkende, nærværende læser, der åbner det lukkede værk med sine egne indfald og fortolkninger."

Find analyse og anmeldelser af "Hungerhjerte" på Litteratursiden.dk

Karen Fastrup fortæller om "Hungerhjerte":

Karen Fastrup fortæller om "Hungerhjerte"


Projektet
Fem biblioteker rundt i landet deltager i ”Det åbne Værk”, og efter otte måneder bliver bøgerne med kommetarer indsamlet, og efterfølgende præsenteret på en udstilling, hvor forfatteren deltager og kommenterer på læsernes kommentarer. Udstillingen og forfatterarrangementerne går på tur mellem de fem biblioteker, som deltager i projektet.

Deltagende biblioteker
Frederikshavn Bibliotek & Borgerservice, Gentofte Bibliotekerne, Svendborg Bibliotek, Lemvig Bibliotek og Guldborgsund-bibliotekerne. Projektet er støttet at Slots- og Kulturstyrelsens Udviklingspulje for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre.

 

Materialer