Dekorativt

Fremover skal du bestille tid i Borgerservice

Kortere ventetid og bedre service er formålet med et nyt tiltag i Frederikshavn Kommunes Borgerservice, hvor du fremover skal bestille tid, inden du møder op i borgerservice, for at få hjælp fra en medarbejder. 

Husk at afbestille din tid i Borgerservice, hvis du alligevel ikke skal bruge den, tak.
Du finder dit afbestillingslink i den bekræftelsessms, der er sendt til dig.

Fra mandag den 30. maj bliver det obligatorisk at bestille tid i forvejen, hvis du skal have hjælp i Borgerservice i Frederikshavn, Skagen eller Sæby. Det gælder, hvis du f.eks. skal have nyt pas eller kørekort, hjælp til Nem ID eller Mit Id, have hjælp til digital selvbetjening, til at skifte læge eller andet, som kræver hjælp fra en medarbejder i Borgerservice.

Ekstraordinær travlhed i Borgerservice i forbindelse med overgangen fra NemID til MitID har givet lange køer i Borgerservice. Samtidig er der vedtaget en lov om, at nye pas ikke længere kan sendes direkte til borgeren, men skal afhentes i Borgerservice.

Flere tiltag er sat i værk for at imødekomme det øgede pres på borgerservice, uden at det har haft tilstrækkelig effekt. - Vi har ansat ekstra personale til den øgede mængde opgaver, og vi har udvidet åbningstiden i en periode, men vi oplever, at der fortsat er et stort pres på Borgerservice, bl.a. fordi mange kommer uden at have bestilt en tid i forvejen, forklarer Kultur- og Borgerservicechef Anette Ravnholt. For at undgå kø og lange ventetider indfører vi nu obligatorisk tidsbestilling, og vi håber, at borgerne fremover vil opleve bedre service og kortere ventetid, når de kommer i Borgerservice.

Det er naturligvis også en mulighed at benytte de mange selvbetjente funktioner, som Borgerservice tilbyder på frederikshavn.dk, slutter centerchefen.

Tidsbestilling til Borgerservice sker gennem Frederikshavn Kommunes hjemmeside frederikshavn.dk/bestiltid. Hvis du har brug for hjælp til tidsbestilling, kan du kontakte Den digitale Hotline på tlf. 7020 0000.