Poesiparken

Poesiparken

Af anr
27.11.17
Danmarks første Poesipark - poesi på frederikshavnsk er netop indviet. Gasolin, Allan Olsen og Thomas Espedal lægger ord til den nye poesipark.

Værkerne i Frederikshavns nye Poesipark trækker tråden til Frederikshavns DNA, der har sine dybe rødder i byens nære tilknytning til havet og havnen. De tre første værker er kunstneriske fotos med velkendte maritime motiver og citater af kendte kunstnere. Arbejdsgruppen bag Poesiparken fik idéen om at kombinere poesi og fotografi, og Linda Suhr, som er opvokset i Strandby og professionel fotograf med international erfaring, blev valgt som fotograf på projektet, fordi hun forstår det frederikshavnske DNA.

Det største af værkerne har fået titlen ”Rødt Jern” efter frederikshavneren Allan Olsens tekst, som også er citeret på værket.  ”Rødt Jern” kan ses på gavlen af bygningen, der huser modebutikken Knud E.

Værket ”Kranen” på Frederikshavn Biblioteks gavl har et citat af den norske forfatter Tomas Espedal.

Værket ”Mågen” med et citat fra Gasolins ”Som Et Strejf Af En Dråbe” kan ses på hjørnet af Danmarksgade og Thomas Bergs Gade.

Poesiparken er inspireret af Larviks flotte Poesipark,. Håbet er, at frederikshavnerne genkender sig selv og deres eget DNA i værkerne, og at Poesiparken fremkalder glæde og stolthed i Frederikshavn.

Det er planen, at der kommer så mange værker op i Frederikshavn, at man kan skabe en poesirute, der kan give byens mange gæster en unik visuel oplevelse og en fornemmelse af, hvad Frederikshavn er for en størrelse, og hvem frederikshavnerne er.

FAKTA:
Realisering af de første værker er finansieret af Frederikshavn Kommunes Økonomiudvalg og Det Obelske Familiefond.
Poesiparken blev indviet den 24. november 2017.

Omtale af Poesiparken i Nordjyske.dk
Folder poesiparkfolder_marts_2019.pdf