Syv fantastiske fantasyforfattere

Fra 19. til 21. september forvandles Esbjerg atter til et epicenter for alt, hvad hjertet begærer af fantasy, fortællinger og fantastiske fællesskaber – og de får besøg af nogle af de største danske og udenlandske fantasyforfattere. Her guider vi til nogen af tidens bedste.

Af biblioteket

Tre danske jubilarer

I år kan tre af vores bedste fantasyforfattere herhjemme alle fejre jubilæum. Det drejer sig om de tre folkekære forfattere Kenneth Bøgh Andersen, Anne-Marie Vedsø Olesen (25 år som forfattere) og Nicole Boyle Rødtnes (15 år). 

Foto af Kenneth Bøgh Andersen
Foto: Asger Simonsen

Kenneth Bøgh Andersen

Tilbage i år 2000 skete der noget ganske vigtigt. Kenneth Bøgh Andersen debuterede som forfatter med fantasytrilogien "Slaget i Caïssa". Senere er det blevet til titler som "Djævelens lærling", "Antboy", "Julemandens død", "Felix og åmanden", "Dracula genfortalt" og senest "Villa Tempus" og romanudgaven af "Valhalla", for blot at nævne nogle få af Kenneths værker.

Kenneth Bøgh Andersen har markeret sig i flere forskellige genrer og er altid kendetegnet ved et stærkt sprog, spændende plots, et stort genrekendskab og en fortælleglæde, der skinner tydeligt igennem som en stjerne i et fjernt fantasyunivers.

Foto af Anne-Marie Vedsø Olesen
Foto: Katrine Gøth

Anne-Marie Vedsø Olesen

Anne-Marie afslutter i år sin serie om "Vølvens vej" med femte og sidste bind, "Flammesværdet", der udkommer på årets Fantasyfestival. Det er en serie, som har høstet mange roser, og Anne-Marie har været med til at markere fantasygenren på den store litterære scene. 

Samtidig med afslutningen af serien kan hun markere sit 25-års jubilæum som forfatter. Anne-Marie debuterede i 2000 med romanen "Salernos Sol" og har siden udgivet et væld af bøger i mange forskellige genrer.

Foto af Nicole Boyle Rødtnes
Foto: Camilla Hey

Nicole Boyle Rødtnes

Inden Nicole selv udkom som forfatter, grundlagde hun i 2003 foreningen Håbefulde Unge Forfattere (HUF), som stadig eksisterer den dag i dag. I 2010 dimitterede hun fra Forfatterskolen for Børnelitteratur og udgav debutromanen "Dødsbørn", og i 2012 blev hun cand.mag. i dansk.

Hvad end det er gys, realistiske trusler, dystopiens gru, misforståede superhelte eller magiens fantasifuldhed, hun skriver om, får Nicole altid sin læser med. Det gør hun dygtigt ved at lade sine karakterer fremstå levende og som folk, der laver fejl. Der er altid en gråzone, og det gør, at vi flakker mellem det etiske og uetiske. Grufuldt, spændende og altid værd at læse en side mere om. 

Hendes seneste fantasy-udgivelse: "Magiens Alfabeter 1: Drageskjoldene" har allerede får lovord som samfundsrelevant, hæsblæsende og et must have med sig.

Årets internationale forfattere

Igen i år kan du møde en række store internationale forfattere på festivalen i Esbjerg. Lige meget om du er til mørke skurke, romantasy eller store episke fortællinger, er der gode læseoplevelser i vente med disse fire forfattere. 

Lev Grossman. Foto: Beowulf Sheehan

Lev Grossman – magiens fortolker

Lev Grossman er manden bag "The Magicians"-trilogien, som blev udgivet mellem 2009 og 2014 og senere lavet til en tv-serie, der kørte i fem sæsoner. Serien, kendt på dansk som "Magikerne", er blevet et moderne fantasyikon. 

Grossman er uddannet i litteraturvidenskab, men har også markeret sig som en skarp journalist med artikler om alt fra computerspil til tegneserier og interviews med J. K. Rowling, Neil Gaiman og Salman Rushdie.

I 2020 kastede han sig over børnefantasy med "The Silver Arrow" og "The Golden Swift". Hans seneste roman, "The Bright Sword" (2024), genfortolker Arthur-myten – en bog, George R. R. Martin har kaldt et must-read for alle, der elsker Kong Arthur.

Victoria Aveyard. Foto: Lucas Passmore

Victoria Aveyard – fantasyens dronning

Victoria Aveyard slog for alvor igennem med "Red Queen"-serien, der siden 2015 har taget verden med storm. Serien består af fire bøger og to novellesamlinger og har sikret hende status som en af de mest læste nye fantasyforfattere.

I dag er hun aktuel med "Realm Breaker"-trilogien, hvor skæbnen banker på hos den unge Corayne – i form af både en lejemorder og en udødelig. Serien viser Aveyards evne til at skabe mørke, komplekse fortællinger, hvor helte og skurke går hånd i hånd.

Tad Williams. Foto: Privat

Tad Williams – en levende legende

Robert Paul “Tad” Williams har i mere end fire årtier været en af de mest toneangivende stemmer inden for fantasy. Han debuterede i 1985 med "Tailchaser’s Song" – en fortælling, hvor en kat er hovedperson – og har siden solgt mere end 17 millioner bøger. Hans episke værker "Memory, Sorrow, and Thorn" og "The Last King of Osten Ard" har inspireret en hel generation af forfattere og læsere.

George R. R. Martin har kaldt "The Dragonbone Chair" en af sine absolutte favoritter og har sågar skrevet et skjult nik til Tad ind i sin egen "A Song of Ice and Fire"-serie, hvor House Willum er en hyldest til Williams’ univers. Også Patrick Rothfuss og Christopher Paolini har fremhævet ham som en stor inspirationskilde.

Alexandria Warwick. Foto: Tanya Consaul

Alexandria Warwick – romantasy med musik

Romantasy-genren har fået en ny stjerne i Alexandria Warwick, der bor i Florida og skriver historier fyldt med både kærlighed og magi. Hun har blandt andet skabt "The Four Winds"-serien, hvor de to første bind, "The North Wind" og "The West Wind", udkommer på dansk som "Nordenvinden" og "Vestenvinden" i forbindelse med festivalen.

Derudover har hun skrevet "The North"-serien og den enkeltstående roman "The Demon Race". Hendes inspiration spænder fra "Skønheden og Udyret" til græske myter og skotske legender. Når hun ikke skriver, spiller hun violin på professionelt niveau – en kunstnerisk energi, der smitter af på hendes forfatterskab.

Besøg Fantasyfestivalen i Esbjerg

Festivalprogrammet rummer noget for både børn og voksne, nørder og nysgerrige, helte og slyngler. Og du kan godt begynde at glæde dig, for årets line-up er spækket med magiske højdepunkter! Det hele har sit udgangspunkt i litteraturen. Og festivalen forsøger at have fingeren på pulsen i forhold til, hvad der sker på den litterære fantasyscene, både i Danmark og i det store udland.