Efteråret kalder på krimier

De mørke aftener er som skabt til at fordybe sig i uhyggelige plots og dramatiske mordgåder. Her er tre af de nyeste og mest spændende krimier.

Af biblioteket

stregtegning af grene med sorte fugle

Efteråret byder på både historiske dramaer, psykologiske thrillere og isnende nordisk noir – fra vikingetidens Danmark til nutidens Stockholm og Reykjavík. 
 

Vikingethriller fra forfatterduo

En af de mest ventede udgivelser dette efterår er "Frænde - blodspor", første bind i en ny thrillerserie fra vikingetiden, skrevet af museumsinspektør og forfatter Jeanette Varberg sammen med krimiforfatter Jens Henrik Jensen. En historisk krimi fyldt med drama, action og et persongalleri, der bringer vikingetiden til live. 

Her møder vi skjalden Gunhild Ildtunge og den arabiske træl Faysal, der får ni døgn til at opklare et mord, som Gunhilds bror uretmæssigt er anklaget for. Hvis de fejler, venter dødsstraffen. Jagten på sandheden fører dem tværs gennem Danmark – men de er selv jaget vildt, for fire sorte ryttere er sendt af sted i al hemmelighed med ét formål: at dræbe dem. 

En iskold islandsk krimi

Efteråret kalder på en islandsk krimi, og Yrsa Sigurdardóttir leverer med "Flammehav", tredje bind i serien Sort Is. "Flammehav" er en intens, iskold krimi, hvor efterforskning og fortidens hemmeligheder smelter sammen. 

En ung kvindelig kok tager et midlertidigt job på et stort skib og følger dermed i sin afdøde fars fodspor. Men da hun finder en bog, som burde være sunket med hans lig, frygter hun, at nogen ombord har onde hensigter. Samtidig graves et gammelt skelet op på et genbrugscenter i Reykjavík. Politibetjentene Týr og Karó bliver hurtigt trukket ind i en mordsag, og efterforskningen afslører, at alt hænger sammen med en tragisk ulykke, hvor en trawler brød i brand og sank med hele besætningen.

Ny svensk krimi 

David Lagercrantz har med serien om Rekke og Vargas for alvor fundet sin plads på krimiscenen. I tredje bind "Post Mortem" føres den utraditionelle duo ind i Stockholms litterære miljø på jagt efter en seriemorder. Sporene starter i slutningen af 1980’erne, hvor to unge mænd rejser gennem Europa, og fortsætter tyve år senere, da en ung kvinde fra Baskerlandet findes brutalt myrdet. Snart opdager Rekke og Vargas forbindelser til drab i både Danmark og Finland. En mystisk, posthumt udgivet novelle om en spansk vildhund viser sig at være en vigtig brik, mens efterforskningen blotlægger hemmeligheder præget af skam og skyld i byens inderkredse.

Fun fact: Romanen bygger delvist på en førstehåndsberetning fra Lagercrantz’ egen ungdom, hvor han rejste gennem Europa med en ven, der viste helt uventede sider af sig selv.