Emma anbefaler King Of Wrath

Emma var i praktik på biblioteket i uge 47, og en af hendes opgaver var at lave denne boganbefaling.

Af Jette Morratz Christensen

King Of Wrath 

King of Wrath er den første bog i serien Kings Of Sin skrevet af Ana Huang. Det er en engelsk kærlighedsroman om et arrangeret ægteskab og afpresning.

Bogen handler om kvinden Vivian, der føres ind i et arrangeret ægteskab med milliardæren Dante. De to kender ikke hinanden, men deres første indtryk er ikke godt. Situationen forværres også af, at Dante er blevet afpresset til at gifte sig med Vivan. 

Vivian Lau er den ”perfekte” datter til at fortsætte sin families arv ved at gifte sig med milliardæren Dante. Hun er ambitiøs og står op for det hun tror på. Vivians søster er også blevet gift i et arrangeret ægteskab. Hun forelskede sig efterfølgende i sin mand, men ikke Vivian; hendes første indtryk af sin kommende ægtefælle er, at han er arrogant.

Dante Russo er en milliardær CEO fra en hel familie af samme slags. Han havde ingen tanker om at blive gift, men er nødt til det for at holde sin afpresser glad og tilfreds. Samtidig må han forsøge at fjerne afpresningsmaterialet, så han igen kan blive fri. 

Imens skal Vivan og Dante bo sammen og gøre deres bedste for ikke at rive hovederne af hinanden.

Bogen har nogle af mine yndlingstemaer: Arrangeret ægteskab, kærlighed og drama.

Bogen findes på både dansk og engelsk. Jeg læser den på engelsk; det kan være svært at forstå på nogle punkter, men det distraherer ikke fra historien.

Jeg synes selv den er fantastisk og spændende at læse, og jeg fortryder kun, at jeg ikke havde tid til at læse hele bogen på én gang. Jeg synes også bogen er god fordi den er skrevet på en måde, hvor man får begge hovedpersoners perspektiv.  Det eneste jeg ikke kunne lide var, at der var flere af Vivians kapitler end Dantes. 

Hvis du godt kan lide at læse om kærlighed og romantik, men også det drama der kan opstå i et arrangeret forhold mellem to vidt forskellige personer, vil jeg helt klart anbefale dig at læse den. 

Jeg kan også anbefale dig at læse Ana Huangs ”Twisted-serie”, da nogle af karaktererne herfra går igen – men det er ikke nødvendigt for at forstå, hvad der foregår. 

 

Emma, Praktikant fra Bangsbo Strand Skole, 9. klasse.