Sommerlæsning for hele familien hos Iben

Gode historier er en fast del af hverdagen hos Iben. I sommerferien glæder både børn og voksne sig til ungdomsbøger, lydbøger på farten og hyggelige stunder med højtlæsning.

Af Pernille Lyngshede

Bibliotekar står på biblioteket og sætter bøger på plads
Foto: Bibliotek & Borgerservice, Frederikshavn Kommune
Bibliotekar holder bog på biblioteket
Foto: Bibliotek & Borgerservice, Frederikshavn Kommune

"Hjemme hos os er gode historier en fast del af hverdagen, både dem vi selv læser, og dem vi lytter til sammen."

 

"Dit liv i mine hænder" af Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved

Jeg skal læse ungdomsbogen "Dit liv i mine hænder", som er en fortsættelse til "Dig og mig ved daggry". Selv om jeg har rundet de 40, elsker jeg stadig ungdomsbøger. Det gælder faktisk børnelitteratur generelt.

Jeg hørte Thomas Buttenschøn fortælle om sin nye bog "Nu skriger jeg i stilhed" på Ordkraft, så den vil jeg også læse.

Derudover vil jeg læse "I Bangkok får man svamp". Det lyder som den perfekte sommerferiebog.

Til min dreng på 8 år

Storm er ikke helt i gang med selv at læse endnu, men korte bøger giver ham lysten og følelsen af at kunne. I sommerferien skal vi læse sammen – og være med i "Sommerbogen".

Han elsker at blive klogere, så vi låner også lydbøger på eReolen, som han kan høre i bilen og mens han tegner og "dimser".

 

Til min datter på 12 år

Min datter læser helst selv og har altid en bog i gang. På køreture er hun også god til at læse højt for både Storm og mig – og det giver nogle virkelig hyggelige stunder sammen.

Højtlæsning er en fast del af vores aften. Vi læser primært billedbøger og ofte et par stykker hver dag. I sommerferien glæder vi os blandt andet til bøgerne om "Sallys far" og de helt vilde femlinger "Allan, Allan, Allan, Allan og Allan".