Dekorativt

Ungefestival: På vippen til voksenlivet

De unge på kommunens ungdomsuddannelser kan i denne uge blive mere klar til voksenlivet, når der er ungefestival på Frederikshavn Bibliotek. Ungefestivalen afholdes fra tirsdag til torsdag den 12.-14. september og fokus er at støtte de unge i overgangen til voksenlivet.

På vippen til et voksenliv - ungefestival på Frederikshavn Bibliotek

Festivalen afholdes på Frederikshavn Bibliotek og dagene er inddelt i forskellige temaer, der taler ind i nogle af de udfordringer og forandringer som de unge kan møde, når de står på vippen til voksenlivet og som kan give anledning til spørgsmål og usikkerhed.

Tirsdag er temaet ’At flytte ud og holde af hverdagen’. Her byder formiddagsprogrammet bl.a. på foredraget ’Du er ikke f*cked, du er bare ung’ med forfatter og coach Julius Mygind, der tager fat i emner som selvværd og fremtidsbekymringer og om at finde modet til at leve det liv man selv ønsker, og ikke det liv andre forventer.

Temaet ’Identitet, krop og sind’ danner grund for onsdagens program, hvor de unge bl.a. kan høre foredraget ’Drop tabuet’ når tidligere formand for Kristendemokraterne Isabella Arendt åbent og ærligt fortæller om sine personlige erfaringer med ensomhed og selvskade.

Torsdagens program handler om fællesskaber. It-journalist Søren Hebsgaard kommer og taler med de unge om digital dannelse; det tempofyldte og tankevækkende foredrag ’Kunsten at fucke flere ting op på en gang’ handler om, hvordan de digitale muligheder kan betyde, at vi bliver dårligere til at koncentrere os, at vi bliver stressede og hvilken betydning det har for vores sociale liv.

Åben eventplads

Alle tre dage kl. 14.30-17 åbnes dørene til festivalens eventplads, der er placeret i Museumshaven bag Frederikshavn Svømmehal. Her vil de unge blive mødt af forskellige lokale aktører, der står klar til at dele ud af deres viden og ekspertise.

De kan bl.a. møde aktører, der kan vejlede ift. leje af bolig, MitID og det ’digitale’ offentlige og hvor man kan få hjælp, hvis man er fx er ensom eller kæmper med misbrug. Der vil også være små workshops, der giver fif til at leve bæredygtigt på budget og om privatøkonomi og budgetter, mulighed for at afprøve yoga og mindefulness og deltage i konkurrencer og andre sjove aktiviteter.

Eventpladsen er åben for andre interesserede som fx forældre og fagpersoner alle tre eftermiddage.  

Ét årigt projekt

Festivalen er en del af et større projekt, der er støttet af Tryg Fonden Regionale Råd Nordjylland, som har til formål at støtte de unge i overgangen fra ungdomsliv til voksenliv. Der vil efter festivalen bl.a. blive nedsat en projektgruppe af unge, der skal tilrettelægge en række relevante aktiviteter for andre unge hvor de har mulighed for at få hjælp til både de praktiske og eksistentielle spørgsmål, som de måske tumler med.

Projektet afsluttes med en ungedrevet temadag, der skal bidrage til et idékatalog med mulige sundhedsfremmende initiativer, som kan iværksættes for at fremme mental trivsel og sundhed for kommunens unge i fremtiden.

Læs mere om projekt 'På vippen - til et voksenliv' her.

Tags