Poesidage 2025 - arrangementer for specifikke målgrupper
Arrangementer for børnehaver, institutioner, udskolingsklasser og ungdomsuddannelser til årets Poesidage.
Poesi er vigtig - også for børn og unge, og derfor er mange af vores arrangementer i løbet af Poesidage netop tilbud for de yngste og ældste skoleklasser og for ungdomsuddannelserne. Disse arrangementer er dermed ikke åbne for offentligheden.
Gustav Valdemar Strange
Oplæsning og skriveworkshop for ungdomsuddannelserne
Gustav Valdemar Strange læser op fra sin debutbog og fortæller om dens tilblivelse – og om, hvad det at læse og skrive har haft af betydning for hans liv.
Med afsæt i sin egen praksis afholder Gustav en skriveworkshop, hvor eleverne får mulighed for at udforske skrivningens kreative rum. De vil arbejde med processer og metoder, der typisk indgår i at skrive et digt.

Haidar Ansari
Foredrag og oplæsning for ungdomsuddannelserne
Haidar Ansari læser højt fra sin nye digtsamling ”Normaliseret” (2025) og fortæller om arbejdet med det stærkt personlige og politiske langdigt.
Haidar Ansari, født 2001, debuterede i marts 2022 som forfatter med digtsamlingen ”Institutionaliseret” og har siden markeret sig som en af sin generations mest markante stemmer.
Han fortæller om en splittet virkelighed - en brun og en hvid. Om barndomsvenner, der valgte en anden vej end ham og som betalte med friheden eller livet. Han taler på vegne af en generation, der aldrig fik lov til at være børn. Men tiderne skifter, og en ny generation er ved at finde sin styrke, sin stemme og skabe sin egen guldalder.

Poesi og Harmoni
Digtoplæsning og koncert for beboere på plejecentre
Med poesien i fokus tager vi rundt til fire plejecentre i kommunen, hvor vi læser digte højt.
Musiker og sanger Lars Grand har specialiseret sig i at underholde med en stor samling af de gamle viser og sange af Benny Andersen, Sigfred Pedersen, Jeppe Aakjær og mange andre.
Med sit rutinerede harmonikaspil og sin helt egen stil giver Lars Grand - en ægte visesanger - plads til små fortællinger om digterne og sjove betragtninger om sangene.

Poesivandring
Poesivandring for udskoling og ungdomsuddannelser
Poesivandring er en gåtur på ca. 1½ time rundt i Frederikshavn midtby, hvor eleverne både hører om poesien, forfatterne og midtbyen. På turen vil de opleve værker af såvel lokale som nationale forfattere og sangskrivere.
Poesiparken blev etableret i november 2017 og er inspireret af Frederikshavns venskabsby Larvik.
