Donér dine bøger

På bibliotekerne i Frederikshavn Kommune kan du indlevere brugte bøger, der går til udsatte børn og unge i hele Danmark.

Donér bøger til børn og unge

Har du bøger i gemmeren, som du ønsker andre skal have glæde af, kan du aflevere dem på dit lokale bibliotek, hvor der er opstillet et møbel til formålet. Du kan også aflevere dem hos bibliotekarerne i den betjente åbningstid.

Bøger du donerer går til institutioner landet rundt, hvor udsatte børn og unge opholder sig. Udvalget af bøger til de enkelte institutioner bliver nøje udvalgt, og det tager både udgangspunkt i børnene og de unges egne ønsker for variation i genrer og sværhedsgrader.

Børnene og de unge er mellem 0-23 år, og du kan aflevere alt fra billedbøger, fagbøger, tegneserier og lydbøger, der er relevante for projektet. Det er vigtigt, at bøgerne er i pæn stand, da de skal tænde læselysten, der er en vigtig drivkraft til læring hos det enkelte barn.

Læs for Livet

Det er non-profit organisationen Læs for Livet, der samler bøger ind fra private, forlag og forfattere og skaber små, skræddersyede biblioteker til institutioner, der huser sårbare og socialt udsatte børn og unge. Det er helt gratis for institutionerne og Læs for Livet inddrager børnene og de unge, hjælper med indretning, følger op og supplerer med viden og sparring.